Team Concordia Forsikring - Himmerland
Vesthimmerland Pro Cycling så dagens lys i 2009. Holdet var et nyt dansk Continental Team, der konkurrerer på Europa Touren, som er niveauet lige under Pro Touren.

Allerede inden sæsonstarten i 2009 kom Concordia Forsikring til som hovedsponsor, hvilket betød at holdet i 2009 kørte under navnet "Team Concordia - Vesthimmerland".

Siden 2010 har holdet kørt under navnet Team Concordia Forsikring - Himmerland, efter at Himmerland Forsikring trådte ind som hovedsponsor sammen med Concordia Forsikring.

Holdets store målsætning er synlig deltagelse i alle Danmarks største cykelløb, heriblandt Post Danmark Rundt, GP Herning og Himmerland Rundt men derudover skal Team Concordia Forsikring - Himmerland sætte sit positive præg på alle de cykelløb, holdet deltager i - ligesom holdet vil videreudvikle rytterne med henblik på at skabe topresultater i såvel Danmark som i det øvrige Europa.

Team Concordia Forsikring - Himmerland bestræber sig på at skabe et bredt hold med lige dele talent og erfaring fordelt på rytterne. Holdet er et dansk cykelhold med base i Himmerland. Vi ønsker at tilknytte de bedste ryttere og ledere, men har i den forbindelse også fokus på en fornuftig geografisk fordeling, således at holdsammensætningen er med til at skabe en god harmoni, samtidig med at det er muligt at deltage i cykelløb i de fleste egne af Danmark.

Team Concordia Forsikring - Himmerland ønsker at markere sig på den danske cykelarena og har i den forbindelse været på udkig efter de helt rigtige personer til at skabe de resultater, der skal til at opfylde de fremtidige ambitioner. Rytterne har i de sportsdirektører, der er tilknyttet holdet, al den opbakning, man som cykelrytter kan ønske sig.